Links
- Bestyrelsen
- Nyt fra bestyrelsen
- Vedtægterne
- Ordensregler
- Generalforsamlingen
- Veje og stier
- Grønne områder
- Snerydning
- Dræbersneglen
- Diverse links
|
Generalforsamling 2008
Referat
fra den ordinære generalforsamling i
Grundejerforeningen Kærgårdsparken/Lystenlund
onsdag den 27. februar 2008 kl. 19.30 Solbjerghallens Sportscafé.
Inden selve referatet vil bestyrelsen gerne gøre opmærksom på følgende:
€ Send din MAIL-adresse til kelyng@mail.dk
€ Der satses fremover på elektronisk kommunikation mellem medlemmerne og bestyrelsen.
€ Alle medlemmer bedes derfor indsende husstandens E-mail adresse.
€ Dags dato er vi kun i besiddelse af 26 mailadresse.
€ Grundejerforeningen opretter egen hjemmeside.
€ Fortsat forskønnelse af "øerne" på vendepladserne præmieres også i 2008.
€ Bestyrelsen påskønner den indsats medlemmerne gør for, at grundejerforeningens område ser pænt ud - et fælles ansvar.
€ Hundeejere opfordres til at holde hunden i snor/under kontrol og at benytte hundeposer.
€ Cirkus Krone har igen i år fået lov at stille op på grundejerforeningens festplads.
€ Bestyrelsen vil gerne have tilbagemeldinger fra medlemmerne på den nye entreprenørs arbejde med de grønne områder.
Både positivt og negativt.
1. Valg af dirigent.
Bestyrelsen foreslog Erik Hansen, som uden modkandidat blev valgt ved akklamation.
Dirigenten konstaterede, at dagsordenen var udfærdiget ifølge vedtægterne, og at den var udsendt rettidigt. Generalforsamlingen blev derefter erkendt lovligt varslet og beslutningsdygtig.
Den efterfølgende kontrol af de fremmødte viste, at følgende husstande var repræsenteret:
k57-k25-k75-k28-k115-k127-k125-k133-k44-k105-k81-k24-k85-L69-L21-L57-L43-L31-L33.
Der var ingen fuldmagter, hvilket betød, at der var 19 stemmeberettigede medlemmer.
2. Formandens beretning.
Næstformand Conny Bramsen bød i formandens fravær velkommen til de fremmødte og gik derefter over til selve beretningen.
Det skriftlige grundlag for formandens beretning bringes her i sin fulde ordlyd:
Velkommen til dette års generalforsamling.
Jeg vil berette om årets gang. Herunder den daglige drift samt bestyrelsens visionære overvejelser.
I er velkomne til at forsyne jer med en øl eller vand. Senere vil der være kaffe og en bid brød.
Jeg gennemgår de sædvanlige punkter og efter beretningens aflæggelse, er I velkomne til at komme med supplerende spørgsmål.
Grønne områder:
2007 var det sidste år i kontakten med BN Anlæg. Vi har haft lidt svært ved at få den optimale kommunikation med BN, og de var heller ikke i stand til at give en pris, der kunne retfærdiggøre vort fortsatte samarbejde. BN har afsluttet den sidste del af den kontraktlige forpligtelse her i februar måned.
Nu ser vi frem til samarbejdet med Århus Kommune. Vi har lavet en kontrakt med dem for de næste 4 år. De var prismæssigt det mest attraktive alternativ. Vi havde forespørgsel ude hos 3 entreprenører = BN Anlæg, Sten Hansen samt Århus Kommune.
Vi har indgået denne kontrakt på følgende vilkår:
Kontrakten løber frem til 2011.
Dagligt vedligehold er fastsat til kr. 112.500 inkl. moms pr. år i kontraktens løbetid.
(Sten Hansen skulle have kr. 118.750 - BN Anlæg tilbød sig for kr. 136.219)
Niveauet vil være det samme som tidligere år. Dog er der positive ændringer:
Der vil ikke blive sprøjtet omkring lygtepæle, lyskasser og solitære træer. Her vil der i stedet for blive trimmet 1 til 2 gange om året. Det ser vi frem til. Vi vil så ikke have de store bare pletter omkring disse enheder.
Der vil stadigvæk blive sprøjtet ved kantsten. Her er der ikke andre alternativer, når vi vil sikre os at asfalten kan holde.
Vi har også aftalt vintervedligehold med Kommunen. I 2008 koster det os kr. 50.000. Vi har set os nødsaget til at komme i bund på nogle af vore områder. Dette var også et krav fra Kommunen, for at de efterfølgende kunne vedligeholde vore områder optimalt. Vi har skønnet, at vi ville have haft den samme udgift med anden entreprenør.
De efterfølgende 3 år vil dette beløb andrage ca. kr. 25.000 pr. år. Det er samme niveau som tidligere.
Vi appellerer også til vore medlemmer, om at I alle sammen giver en hånd med i jeres nærområde. Er der ukrudt, der skal fjernes for ikke at beskadige noget, så gør det venligst. Fjern også affald.
Som tidligere år henstiller vi ligeledes til, at der ikke henkastes affald, heller ikke grønt affald, på vore fællesarealer.
Fældning på vore fællesarealer. Det er IKKE tilladt den enkelte grundejer at fælde på fællesarealet. Dog kan der gives dispensation ved henvendelse til et medlem af bestyrelsen. Kontakt et medlem af det grønne udvalg. Se hvem der er med i dette udvalg i referatet fra dette møde.
Som noget nyt kårer vi i år den pæneste vedligeholdte vendeplads. Der var ikke mange nomineringer. Valget faldt på vendepladsen i Lystenlund 29 til 39. Hvis der er en repræsentant til stede, vil der blive udleveret en flaske rødvin pr. husstand samt en kasse øl til deling. Applaus kan gives ved uddelingsceremonien.
Denne kåring har vi opfundet med det formål, at vi højner niveauet på alle vore vendepladser. Så se at komme i gang, så I kan være med i opløbet i 2008.
"Kilen" i Lystenlund nr. 29 til 39 vil blive renoveret i 2008.
Der vil nok blive afholdt en arbejdslørdag i foråret. Nu må vi se, hvor langt kommunen kommer. Nærmere følger.
Veje og stier:
Det forgangne år har ikke medført de store udgifter på dette område. Men det kommer det til fremover. Som nævnt på tidligere generalforsamlinger er det en bekostelig affære, når der skal totalrenoveres. Vi anslår udgiften til at være 3 til 4 mio. På nuværende tidspunkt har vi ca. 1,2 mio. til dette arbejde. Derfor skal vi finde ud af, hvordan vi får øget denne vejfond væsentligt. Dette følger der mere om, når vi skal tale økonomi.
Vi ville gerne have haft lavet en ny revneforsegling, men det er der tilsyneladende ikke nogen, der vil gøre mere. Vi prøver til igen her i 2008.
Ny vejbelægning. Vi har haft mange muligheder oppe at vende og vil gerne have forsamlingens mening om, vi kan nøjes med at lægge såkaldt "grusasfalt". Det kan vi tale om efter beretningen!
Snemæssigt blev 2007 et "billigt" år. Total udgift på knap 21.000. Ikke så dårligt. Vi kan håbe på at den globale opvarmning vil holde vore udgifter nede fremover. Vort samarbejde fortsætter med Joma. Der er indgået kontrakt for 2008. Vi betaler efter regning. Dvs. kommer der ikke noget sne, er det gratis. Det gør der nok ikke!
Fejning:
Vi har fået et nyt attraktivt tilbud fra Kommunen. Det er halv pris af, hvad vi tidligere har betalt. Det prøver vi her i foråret. Der fejes inden konfirmationerne og igen i november måned.
Legepladser:
Legepladserne blev gennemgået og renoveret i det forgangne år. Dog er vi blevet opmærksomme på, at de måske ikke overholder gældende lovgivning. Det vil vi undersøge i det kommende år.
Der vil blive skiftet sand i vore sandkasser i løbet af foråret.
Legepladsen nede ved bækken skal vi også have gjort noget ved. Rutsjebanen trænger til en kærlig hånd, hvis den da ikke bare skal fjernes. Det vil vi også gerne have jeres mening om.
Vi vil gerne have nogle inputs til, hvad der skal ske med vore legepladser fremover.
Dræbersnegle:
Det var også året, hvor vi fik uvelkomment besøg. Nogle af vore medlemmer var værre ramt end andre. Der var enkelte, der følte sig som sneglehuse, med disse slimede gæster overalt. I bestyrelsen tog vi skridt til at bekæmpe krybet i foråret. Det lykkedes at holde dem nede. De er dog ikke væk, og det kommer de nok heller ikke. Vi vil bekæmpe dem igen i foråret og det sker på følgende måde: Der udlægges en stribe Ferramol mod vore ydre grænser = marken, Østergårdsvej, Stien mellem Østergårdsvej og stamvejen i Kærgårdsparken samt det resterende stykke ned til bækken og så hele vejen langs med bækken.
Da vi ikke ønsker at forgifte vores område, har vi sikret os, at det kun er sneglene, der tager skade. Dog er det alle snegle, det går ud over.
På generalforsamlingen sidste år blev der foreslået, at Grundejerforeningen fik sat nogle uglekasser op. Det har vi ved René Petersens hjælp fået gjort, og de er ophængt ved festpladsen og i de høje træer i sydenden af engen. Nu venter vi blot på, at der flytter nogle ugler ind.
Hundetoiletter:
Det er dyrt at rydde op efter de firbenede. Vi køber plastposer for ca. 3.500 om året. Det fortsætter vi med og henstiller samtidig til alle at bruge disse poser og så vidt muligt tage dem med hjem i skraldespanden. Forestil dig lige at et bestyrelsesmedlem skal have fingrene i "lokummet" en varm sommerdag. Og så er det endda ikke engang fra ens egen hund.
FDF/Legestuen:
Vi har fået en forespørgsel på, om Legestuen må bygge et legehus syd for bygningen. Vi afventer nærmere detaljer og er som udgangspunkt positivt indstillet.
Økonomi:
Det hænger sammen på nuværende tidspunkt, men som tidligere nævnt har vi nogle store poster for os forude mht. veje. Mere om det under regnskabsaflæggelsen.
Rykkergebyrer. Vi har heldigvis ikke noget stort problem mht. manglende indbetalinger. Bestyrelsen har besluttet, at der fremover tilskrives kr. 100 for hver rykker. Stort set alle betaler via PBS, og det er det nemmeste for vores kasserer. Kan eller vil et medlem ikke betale via PBS påføres et gebyr på kr. 50 til dækning af ekstraordinære udgifter.
Fjernvarme:
2007 var også året med de store fjernvarme renoveringer. Umiddelbart ser det ud til at arbejdet er forløbet godt. Vi vil tjekke op omkring genetableringer i den kommende tid. Asfaltrenovering vil ske i etape 4 i 2008 og i etape 3 i 2009. Er der kommentarer til ting, der skal omgøres, kan I kontakte Finn Østergård.
Vi inviterede sidste år til et møde med Århus Kommunale Værker i fritidscentret. Efterfølgende blev referat af mødet omdelt til alle husstande. Vi håber alle fik deres spørgsmål besvaret.
Fremtid og visioner:
Vi ønsker også i fremtiden, at vores vedligeholdelse af vore grønne områder er på højde med, eller endda lidt højere end de foregående år. Dette følges tæt i bestyrelsen.
Indtægter. Her har vi gjort os mange tanker: Kunne vi f.eks. sælge en del af "festpladsen" i 2 til 3 grunde og bruge pengene til renovering af vore veje. Vi tjekker forsigtigt mulighederne i fremtiden.
Bebyggelse øst for vores område. Århus Kommune planlægger udstykning øst for vores forening. Det er forventet at arbejdet påbegyndes i 2013. Vi har bedt Kommunen om aktindsigt og bedt dem om at henvende dem til os, før de går i gang.
Telefontilskud Bestyrelsesmedlemmer. Tilskud til arbejdet i bestyrelsen fastfryses på kr. 2.000 pr. år. Har tidligere fulgt kontingentet.
Vi vil gerne i tættere dialog med vore medlemmer. Derfor opfordrer vi igen til, at det enkelte medlem opgiver e-mail adresse til vores sekretær (kelyng@mail.dk). Dette års referat vil blive tilsendt pr. mail, (hvor det er muligt) samt senere være tilgængeligt på nettet på Grundejerforeningens hjemmeside (når den bliver oprettet). I første omgang satser vi på, at skal man gå ind på Solbjerg Nu's hjemmeside og linke sig over på Grundejerforeningen Kærgårdsparken/Lystenlund.
Vi har visioner om at oprette vores egen hjemmeside i 2008. Denne side vil blive ajourført jævnligt.
Vi vil også lave indlæg i Solbjerg Nu om vores tiltag.
Dette var beretningen og tak for opmærksomheden".
Efter formandsberetningen:
I forlængelse af beretningen gennemgik Jens Ovesen via en lysbilledserie, hvad grundejerforeningen har gjort og vil gøre
på de grønne områder. Det blev bl.a. oplyst, at entreprenør Bent Nygård er opsagt, og at der er indgået
en ny 4-årig kontrakt med Århus Kommune om pasning og pleje af de grønne områder.
Det forventer bestyrelsen sig meget af. Dialogen har været fin, og der er allerede flere synlige resultater på et godt samarbejde.
Beretningen og lysbilledgennemgangen affødte en del spørgsmål og kommentar.
Bl.a.
Hvor vil legestuen gerne bygge hus?
(Bestyrelsen har kun modtaget en mundtlig forespørgsel og kan derfor ikke give et præcist svar, men har bedt legestuen fremsende mere konkret materiale før et endeligt svar. Bestyrelsen er grundlæggende positivt indstillet.
Hvad med en bro over åen, og kunne der i den forbindelse evt. laves en arbejdslørdag?
(Bestyrelsen har tidligere behandlet spørgsmålet og vil gøre det igen, men det er ret ugiftskrævende. Muligvis kan de tre grundejerforeninger, der har arealer ned til åen gå i samarbejde om projektet.)
Hvad gør vi for at begrænse dræbersneglene?
(Bestyrelsen vil fortsat indkøbe Ferramol og udlægge det langs grundejerforeningens grænser. Medlemmer, der er særlig ramt at udyret, kan henvende sig til Jens Ovesen, Kærgårdsparken 44 og få udleveret en pose Ferramol gratis.)
Kan man få erstatning for Bent Nygårds forsømmelighed?
(Bestyrelsen har forsøgt at få rettet "skaderne", men forventer ikke at få noget ud af en sag, og vil ikke foretage sig yderligere. Det store snefald sidste vinter var med til at forværre situationen, og det kan ingen bebrejdes. Vi har valgt en "Parkstandard" på vore grønne områder.)
Man graver fiberkabler ned i Solbjerg Nord, skal vi ikke have det her i Grundejerforeningen? (Bestyrelen kan oplyse, at man er i gang, og at der kommer 4 møder om fiberkabler, som bliver afholdt på Solbjerg Skole. Installationen er gratis, hvis man tilmelder sig hurtigt. Følg selv med aviserne og på nettet.)
Hvad med revner i asfalten?
(Bestyrelsen vurderer asfaltens tilstand jævnligt og satser på at finde et firma, der vil lave en revneforsegling.)
Hvad skal vi gøre ved legepladserne, som ikke er særlig attraktive?
Man kan gå ned på den kommunale, som er ganske udmærket!
Vi kan evt. forære det bedste af vore redskaber til den kommunale, så denne bliver endnu bedre!
De fleste familier har sikkert legeredskaber til de mindre børn i egen have!
(Bestyrelsen vil kontakte en legepladskonsulent og gennemgå de eksisterende områder redskabsmæssigt og sikkerhedsmæssigt.)
Kan syrenbæltet på det grønne område i Kærgårdsparken ændres til udelukkende at bestå af Syrener?
(Bestyrelsen vil vurdere det og lade det indgå i en kommende prioritering.)
Hvor blev markedsdagene af?
(Bestyrelsen ser gerne, at der afholdes markedsdage på festpladsen, og der går rygter om, at de vil blive genoptaget i 2008.)
Efter debatten blev formandens beretning godkendt.
3. Indkomne forslag.
Forslagsstiller Jens Ole Jensen gennemgik "Forslag om beskæring af busket langs stamvej til Kærgårdsparken". Det drejer sig om kortområde 6 på det udleverede kort.
(Bestyrelsen ser positivt på beskæringen/fældning af store skyggegivende træer og vil søge faglig rådgivning ved vores entreprenør på området. Problemstillingen vil derefter blive taget op på det efterfølgende bestyrelsesmøde og resultatet meddelt forslagsstilleren.)
4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab, samt godkendelse af budgettet for 2008. Herunder fastlæggelse af kontingent. Bestyrelsen fremlægger forslag om et årligt kontingent på 2300 kr. for 2008.
Kasserer Finn Bjørnholdt gennemgik Regnskab, Balance og Budget.
Regnskabet viste en samlet indtægt på 329.509,42 kr. og en samlet udgift på 332.215,31 kr.. Det har medført et driftunderskud på 2.705,89 kr. , hvilket svarer nogenlunde til det beløb, vi har købt ferromol for.
Balancen udviste en balance på 1.243.388,69 kr., hvoraf hovedparten på 979.022,84 kr. er anbragt i 2%'s Skibskredit. Vejfonden er pt. på 1.147.278,35 kr.
Budgettet for 2008 balancerer med 315.600,00 kr. og indeholder en kontingentstigning til 2300,- kr. pr. år.
Der blev rejst spørgsmål til henlæggelse til snefond og vejfond. Efter nogen udredning og en forklaring om et tekstudfald i budget 2007, som gjorde det mindre gennemskueligt blev regnskab, budget og kontingentstigningen godkendt og vedtaget.
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
På valg:
- Ole Thagaard - villig til genvalg
- Finn Bjørnholdt - villig til genvalg
- Jens Ovesen - villig til genvalg
Der blev ikke foreslået andre, og alle tre blev genvalgt ved akklamation.
- suppleant Martin Thorup - villig til genvalg
- suppleant Erik Hansen - villig til genvalg
Der blev ikke foreslået andre og begge to blev genvalgt.
6. Valg af revisorer og revisorsuppleanter
På valg:
- Jens M. Nielsen - villig til genvalg
- Revisorsuppleant Klaus Kjær - villig til genvalg
Begge blev genvalgt.
7. Eventuelt.
Behovet for ny vejbelægning blev rejst, og der blev bl.a. givet udtryk for, at det vel ikke var nødvendigt at lægge nyt asfalt på i hele området på en gang, og at det måtte vare mange år inden det vil være nødvendigt. Små huller lappes, som man kan se på stamvejen.
Bestyrelsen bør følge op på gravearbejdet rundt omkring på grundejerforeningens veje og grønne områder. Det ser ud til, at det ofte er "Graverne", der ødelægger vore veje.
Fiberkabler bliver gravet ned, hvor firmaet finder det praktisk. Firmaet aftaler det med kommunen.
Stien mellem K73 og K75 har sat sig.
Nogle parcelejere i Lystenlund opfordrede til, at man holder øje med "ubudne gæster" i garager og udhuse, idet der havde været indbrud flere steder i Lystenlund.
Vendepladsforskønnelsespræmierne blev overrakt af næstformand Conny Bramsen. Nogle mente, at så måtte det være let at gå efter den præmie til næste år.
Herefter takkede næstformanden dirigenten og de fremmødte for et godt møde.
Generalforsamlingen blev rundet af med et par halve stykker og en øl.
Kjeld Lyngsø
Sekretær og referent
|
|